Konsignationslager (consignment stock)
Konsignationslager – på engelsk consignment stock – er en lagermodel, hvor varer placeres på en virksomheds lager, mens leverandøren beholder ejerskabet, indtil varerne bliver brugt eller trukket ud af lageret. Virksomheden har dermed varerne fysisk til rådighed uden at eje dem på forhånd. Modellen bruges typisk på reservedele, standardkomponenter og andre varer, hvor høj tilgængelighed betyder mere end at eje lageret selv.
Hvordan fungerer konsignationslager i praksis?
Med et konsignationslager har du varerne fysisk til rådighed på dit lager, mens leverandøren fortsat ejer dem. Når du trækker en vare ud til brug, registreres forbruget, og ejerskab og betaling håndteres efter de aftalte betingelser.
Det giver dig hurtig adgang til varerne uden at skulle betale for hele lageret på forhånd. Til gengæld kræver det klare aftaler om ejerskab, lagerregistrering, forbrug, genopfyldning, fakturering og ansvar ved fejl eller ukurans. Konsignationslager hænger derfor tæt sammen med lagerstyring og leverandørstyring, fordi begge parter skal arbejde ud fra samme data, for at aftalen holder i praksis.
Hvad er forskellen på konsignationslager og eget lager?
Ved almindeligt indkøbt lager ejer virksomheden selv varerne og binder dermed kapital i lagerbeholdningen, allerede før produkterne bliver solgt eller brugt. Ved konsignationslager sker det modsat: varerne står ganske vist hos virksomheden, men leverandøren ejer dem, indtil de registreres som brugt.
Forskellen ligger altså ikke i, hvor varerne fysisk befinder sig, men i:
-
Ejerskab: hvem der ejer lageret
-
Betalingstidspunkt: hvornår betalingen sker
-
Risikofordeling: hvordan risiko og ansvar fordeles mellem virksomhed og leverandør
Når leverandøren ejer varerne, mens de fysisk står hos virksomheden, bliver præcise lagerdata og klare aftaler afgørende for, at begge parter arbejder ud fra samme virkelighed.
En anden forskel, der er værd at kende, er forskellen mellem konsignationslager og Vendor Managed Inventory. De to modeller er tæt knyttet og kan kombineres, men beskriver ikke det samme. Konsignationslager handler om, hvem der ejer varerne, mens VMI handler om, hvem der styrer genopfyldningen. En virksomhed kan derfor have konsignationslager uden VMI og VMI uden konsignationslager – eller kombinere de to modeller.
Hvilken risiko følger med konsignationslager?
Konsignationslager kan ligne "gratis lager" for virksomheden, men modellen fjerner ikke risikoen. Den ændrer, hvordan kapitalbinding, ejerskab og risiko fordeles mellem virksomhed og leverandør. Falder forbruget, eller ændrer sortimentet sig, kan der hurtigt opstå uenighed om ukurante varer, minimumsforbrug og ansvar for overskudslager.
Konsignationslager fungerer bedst, når begge parter har adgang til præcise data og arbejder tæt sammen om forecast, forbrug og genopfyldning. Uden det kan lageret vokse, uden at nogen reelt opdager det i tide.
Hvornår giver konsignationslager mening?
Konsignationslager kan være relevant for varer med gentaget forbrug eller høj betydning for driften, hvor virksomheden ønsker hurtig adgang til varerne uden selv at binde kapital i hele lagerbeholdningen. For virksomheden kan konsignationslager reducere kapitalbindingen, fordi varerne først overtages og betales ved forbrug. Kapitalbindingen forsvinder dog ikke – den ligger i stedet hos leverandøren, som fortsat ejer varerne, indtil de bliver brugt
Til gengæld er modellen ofte mindre egnet til varer med ustabil efterspørgsel eller høj risiko for ukurans, fordi det kan være sværere at fastlægge de rigtige lagergrænser og fordele risikoen, hvis forbruget ændrer sig.
Sådan kan arbejdet med konsignationslager se ud
En produktionsvirksomhed brugte tidligere store mængder standardkomponenter, som den selv købte hjem og byggede op i store lagre for at sikre produktionen mod forsinkelser. Problemet var, at lageret voksede år for år, mens store beløb blev bundet i komponenter, der ofte lå måneder på hylden.
Virksomheden indgik derfor en konsignationslageraftale med sin hovedleverandør. Leverandøren placerede et fast lager af komponenter direkte hos virksomheden – varerne stod fysisk på virksomhedens lager, men leverandøren ejede dem, indtil de blev brugt i produktionen. Hver gang en komponent blev scannet ud til produktion, blev forbruget registreret automatisk, og leverandøren kunne følge lagerbeholdning og forbrug løbende og planlægge genopfyldningen ud fra aftalte minimums- og maksimumsniveauer.
På én konkret komponent så aftalen sådan ud: minimumsniveau på 2.000 stk., maksimumsniveau på 6.000 stk., et gennemsnitligt ugeforbrug på 1.100 stk. og genopfyldning to gange om ugen. Virksomheden fik høj tilgængelighed tæt på produktionen og reducerede samtidig sin egen kapitalbinding, fordi betalingen først skete ved forbrug.
I dette eksempel blev konsignationslageret kombineret med VMI, fordi leverandøren både ejede varerne og stod for den løbende genopfyldning.